Kategorier
Reklame Skilte

Neonlys

Teknologien bag neonlys

Neon er en ædelgas (det 10. grundstof i det periodiske system), der blev opdaget i slutningen af 1800-tallet. Neonlys får en rødorange farve i et rør og kan være meget intenst. Ved at tilsætte andre gasarter kan man skabe andre farver, men ordet ”neonrør” er gået hen og blevet en fællesbetegnelse for kulørte udladningsrør. 

Siden opdagelsen har man udnyttet egenskaberne fra neonlys og andre ædelgasser til at fremstille meget markante skilte af glasrør til markedsføring og dekoration.

Neonlys så dagens lys(!) på Verdensudstillingen i Chicago i 1893. Siden fremstillede franskmanden Georges Claude efter sigende det første skilt baseret på neonlys. Skiltet blev udformet af to 10 meter lange neonrør til en barber i Paris, der således fik en facade med format.

Neonlys i vejskilte

Neonlys fik det store gennembrud i USA, hvor teknologien hurtigt blev udbredt efter anden verdenskrig. Facadeskilte med neonlys blev især anvendt til at tiltrække bilisternes opmærksomhed til moteller, tankstationer, diners mv. Tekster som ”Open/Closed”, ”Coffee” og ”Welcome” med neonlys satte hurtigt deres præg på veje og byer i USA.

Neonlys i Las Vegas

Neonlys kom til at spille en særlig rolle i udviklingen af Las Vegas, hvor barer og spillebuler lyser om kap. Det lykkedes denne vellevnets oase at oplyse den omkringliggende ørken så kraftigt, at den overstrålede selv Times Square i New York. Det hedder sig også, at der var så meget neonlys, at man kunne læse en avis på gaden midt om natten.

I dag har Las Vegas etableret et museum for de gamle skilte med neonlys; The Neon Boneyard.

Moderne markedsføring med neonlys

Den dag i dag ser man nye facadeskilte, logoer, kunst osv. fremstillet af neonlys.

Skilte med neonlys lyser op på byens tage og facader som del af en lang tradition. Neonlys har været med til at brande virksomheder og varer, og unikke skilteopfindelser med neonlys har endda givet storbyen sin identitet.

Men fremstillingen af neonlys er et ædelt håndværk, der nu måske er på retur.

Neonlys – en teknologi på retur?

De klassiske skilte med neonlys var og er temmelig energikrævende. Nye reklameskilte laves derfor i stigende grad af kraftigt lysende dioder, der både er billigere at fremstille og billigere i drift.

Produktionen af facade- og profilbogstaver med neonlys har ikke ændret sig synderligt siden storhedstiden i Las Vegas. Tynde rør med neonlys bliverstadig bøjet manuelt i en tidskrævende procedure. Det kan også være både dyrt og besværligt at få repareret skilte baseret på neonlys.

Men ligesom mange foretrækker de gamle glødepærer frem for elsparepærerne, er der også mange der foretrækker gammeldags neonlys. Neonlys har en charme og stil, som man endnu har til gode i moderne lyskilder.