Kategorier
Gardiner

Persienner

Persienner er en indretningsmæssig klassiker. Med persienner kan du på effektiv vis regulere lysindfaldet, ligesom du kan skærme af for indkig uden at mørklægge rummet. Lamellerne kan vinkles på mange forskellige måder. Hvis du ønsker det helt store lysindfald, kan du trække dine persienner helt op, hvilket også gør det muligt at pudse vinduerne.

Persienner fås i utallige farver og stilarter. De typiske materialer er træ og aluminium, men der findes en bred vifte af snoretræk og vippemekanismer, der gør persienner velegnede til ethvert vindue.

Stilmæssigt har persienner traditionelt været brugt i den moderne, funktionelle boligindretning. De vandrette linjer giver en stilren og enkel baggrund for boligens øvrige indretning. Samtidig kan man opnå en dekorativ skyggevirkning i rummet.

Smart solafskærmning med persienner

Persienner kan hejses op eller ned, og lamellerne kan vinkles i forskellige grader for at justere lysindfaldet. Persienner er dog mere end bare solafskærmning. Det rigtige design kan præge rummet og understrege interiøret på samme måde som en traditionel gardinløsning.

De fleste persienner fås med såvel manuel som elektrisk betjening. Det er muligt at få persienner med solautomatik, så de ordner afskærmningen selv.

Man kan få persienner med perforerede lameller, der bevarer udsigten og giver et blødt lysindfald.

Farver og striber

Man kan designe sine persienner, præcis som man vil. Lameller findes i massevis af farver, mønstre og strukturer. De fås også i forskellige bredder, som både har betydning for lysindfald og udtryk. Også stigebånd og over- og underlister fås i forskellige farver. Man kan vælge matchende farver eller kontraster og ende op med helt personlige og unikke løsninger, der er som skræddersyet til ens hjem.  

Mange tænker meget konventionelt, når der skal vælges en gardinløsning. Det skulle jo gerne være en varig løsning og ikke et modelune, som man bliver træt af efter få år. De hyppigste farver er derfor hvid, grå og sølv. Træ samt beige og sort er også almindelige farver på persienner.

Stærke farver i nuancer af rød og blå bliver dog i mere og mere populære. Kombinationen af flere forskellige farver i de samme persienner ses også i stigende grad.

Persienner af aluminium

De traditionelle persienner af aluminium findes i en bred vifte af farver, mønstre og bredder. Persienner af aluminium fremstilles som regel af 0,22 mm kraftige lameller, så man undgår knæk under rengøring, eller hvis katten hopper op på vinduet osv.  

Persienner i aluminium fås som regel med matchende over- og underliste. De fremstilles efter nøjagtige mål og kan tilpasses både skråvinduer og loftsvinduer. Man kan vælge både smalle og brede stigebånd – også i matchende farver.

Persienner af aluminium kan betjenes med drejestang, snor og/eller motor.

Persienner af træ

For tiden er det meget eftertragtet at bringe naturen ind i boligen. Derfor er persienner af træ en populær løsning. Persienner af træ fremstilles i flere forskellige ædle træsorter, f.eks. mahogni og kirsebær. Trælamellerne kan kombineres med stigebånd i diskrete farver eller pangfarver efter smag og behag.

I modsætning til persienner af aluminium kan persienner af træ ikke vaskes, men får til gengæld med årene en eftertragtet patina. Som naturmateriale påvirkes træpersienner af lys, fugt og temperatur.

Persienner af træ er gode som rumdeler, da de er ens på begge sider. Særligt i den orientalsk inspirerede boligindretning er persienner af træ, herunder bambus, et oplagt valg.  

Man kan også bestille sine persienner som en kombination af lameller i aluminium og over- og underlister i træ.

Persienner til alle slags vinduer

Persienner med smalle lameller egner sig fint til montering helt inde ved vinduets glas. Bredere lameller er gode, hvis du mangler afskærmning mod stærk sol.

Mørklægnings persienner lukker næsten helt af for lyset og forhindrer alt indkig udefra.  

Persienner kan også monteres i skrå vinduer og loftsvinduer:

Man kan bestille en professionel montering af sine nye persienner. Man kan også sagtens montere sine persienner selv. De leveres med de nødvendige beslag og en udførlig monteringsvejledning.

Klassiske persienner betjenes med drejestang og snoretræk til manuel betjening. Men de kan også leveres med kædetræk og motor til elektrisk styring.

Rengøring af persienner

Persienner bliver ligesom alle gardinløsninger støvede. Den nemmeste måde at holde sine persienner rene på er at støvsuge dem med jævne mellemrum. For ikke at ridse lamellerne bør man bruge et mundstykke med en blød børste. Lamellerne lukkes og støvsuges med vandrette bevægelser ovenfra og ned.

Hvis man ikke støvsuger sine persienner jævnligt, kan det med tiden blive nødvendigt at vaske dem med varmt vand og sæbe (opvaskemiddel eller brun sæbe).

Tag dine persienner ned og læg dem på et havebord eller lignende. Vask dem med en blød børste og skyl dem efterfølgende med koldt vand, så alt sæbeskummet forsvinder. For at undgå kalkpletter bør man aftørre lamellerne med en blød klud. Alternativt kan man spraye sine persienner med afspændingsmiddel, når de hænges til tørre.

Persienner af træ må ikke vaskes med vand. Hvis lamellerne er af træ, bør de blot støvsuges og tørres af med en fugtig klud.